Kvantemekanikkens historie

I år 1900 foreslog Max Planck at energi kan være kvantiseret. Denne ide opstod i et forsøg på at beskrive den observerede frekvensfordeling af energi udsendt fra et sort legeme. Einstein forklarede i 1905 den fotoelektriske effekt ved på tilsvarende vis at postulere at lysets energi er kvantiseret. I 1913 forklarede den danske fysiker Niels Bohr brint atomets spektrallinier ved at antage kvantiserede energitilstande. Endeligt i 1924 fremførte Louis de Broglie sin teori for stoffets bølgenatur.

Til trods deres succes var disse teorier rent fænomenologiske: der var intet fundamentalt argument for kvantisering. Disse teorier kaldes overordnet for den gamle kvantemekanik.

Den moderne kvantemekanik opstod i 1925 hvor Heisenberg udviklede matrix beskrivelsen og hvor Schrödinger udviklede bølgebeskrivelsen og opstillede Schrödinger ligningen. Schrödinger viste efterfølgende at de to tilgange er ækvivalente.

Heisenberg postulerede ubestemthedsprincippet i 1927. Kvantemekanikken udvikler sig til det der kendes som "Københavnerfortolkningen". I 1927 bliver kvantemekanikken også forenet med den specielle relativitetsteori gennem Paul Dirac's arbejde. Paul Dirac udviklede ligeledes brugen af operatorteori i kvantemekanikken - specielt den indflydelsesrige braket notation. I 1932 formulerede John von Neumann en streng matematisk basis for kvantemekanik formuleret som operatorteori.

I 1940'erne blev kvanteelektrodynamikken udviklet at Feyman, Dyson, Schwinger og Tomonaga.

Everett formulerede ''mange-verden fortolkningen i 1956.

Kvantekromodynamikken tager sin begyndelse i de tidlige 1960ere. Teorien som vi kender den i dag blev formuleret af Polizter, Gross og Wilzcek i 1975. På bagrund af pionerarbejde af Schwinger, Higgs, Goldstone og andre blev det uafhængigt påvist af Glashow, Weinberg og Salam at den svage kernekraft og kvanteelektrodynamik kunne forenes i enkel elektrosvag kraft.